Vi behandler dansk historie og kulturarv som noget levende, der kan undersøges, mærkes og formidles. I denne artikel ser vi på konkrete projekter, personligheder og redskaber, som gør det muligt at gå dybere ind i Danmarks fortid uden at forlade den faglige kerne. Hver del giver læseren praktiske trin, eksempler og konkrete kilder, der kan bruges direkte i eget arbejde eller besøg.
At finde og vurdere originale kilder
Vi starter sædvanligvis med at differentiere mellem primære og senere kilder, da de forskellige krav til kildetjek. Et primært dokument er samtidig episoden, mens en afledt kilde er skrevet siden og baserer sig på andre personers oplysninger. Vi leder derfor i Rigsarkivet efter domprotokoller, forvaltningsregnskaber og sogneprotokoller, der er skrevet i begivenhedens egentlige årti. Disse dokumenter giver os håndgribelige tal, navne og datoer, som vi kan bruge som referencepunkter i fortællingen. I et undersøgelse af skatteinddrivelse i 1680’erne opdagede vi på en lensregnskab, der nævnte 47 navngivne bønder; den samme årgang af kirkebogen demonstrerede, at tre af dem afgik ved døden samme vinter, hvilket placerede skattefordringen i et nyt lys.
Vi bedømmer efterfølgende skriftets oprindelse ved at betragte, hvem der har skrevet det, og hvilket formål teksten tjente. En lensregnskab er hyppigt mere påildelig end en personlig dagbog, når vi taler om skatteinddrivning, mens dagbogen kan levere perspektiv i dagliglivets detaljer. Vi registrerer således både udsteder, modtager og kontekst på en kort formular, så vi hurtigt kan sammenholde flere kilder. Denne metodiske tilgang gør det lettere at opdage modsægninger og at udvælge den kilde, der mest adresserer vores spørgsmål. Vi har erfaret, at en enkelt sætning i en fogeds dagbog om “storm og oversvømmelse” ville kunne forklares af en samtidig lensregnskab, der indikerede, at ti gårde fik skattefrihed det år på grund af beskadigede marker.
Vi udbygger de skriftlige kilder med konkrete genstande, der er lokaliseret på stedet. En mønt, en skår eller en teglsten kan bekræfte eller afkræfte det, dokumenterne fortæller. Vi tager billeder af derfor hvert enkelt fund med målestok og retning, så billedet kan benyttes i rapporter eller udstillinger. På den måde bliver de originale kilder både tekst og ting, der understøtter hinanden. I et projekt på Bornholm fandt vi på en skår med præg fra Lübeck; samme år i toldregnskabet stod der, at en købmand havde indbragt keramik fra præcis den by, hvilket koblede genstanden til en bestemt handelsrute.
Organisering af udstyr og logistik til feltarbejde
Vi har opdaget, at solidt udstyr og en velstruktureret logistikplan kan afgøre, om en feltdag ender som en succes eller en frustration. Før vi forlader kontoret, sammensætter vi en tjekliste, der inkluderer alt fra målebånd til reservebatterier. Hver person får en kopi af listen, så ingen overser sit eget ansvar. I et projekt på Samsø medbragte en 20 meter lang målekæde, en laserafstandsmåler og to droner med 45 minutters flyvetid; listen sørgede for, at vi ikke stod uden reservedele, da en batteripakke blev at være defekt.
Vi medbringer også altid en lille reparationskasse med tape, skruer og reservedele til stativer. En enkelt skrue, der mangler, kan stoppe en hel måleserie, og vi har erfaret, at en hurtig udskiftning på stedet beskytter os for en ekstra tur til byen. Samtidig noterer vi, hvilke genstande der skal lånes eller lejes, så budgettet ikke bliver overskredet på grund af uforudsete udgifter. I et projekt i Østjylland lejede vi en totalstation af et lokalt museum mod at dele vores rådata; aftalen gav os for 8 000 kroner i lejeudgifter.
Endelig planlægger vi transport og mødetidspunkter, så alle kommer samtidig. Vi anvender et simpelt online-kort med markerede parkeringspladser og adgangsveje, så ingen kører forgæves. På den måde kan vi begynde målingerne inden for 15 minutter efter ankomst i stedet for at bruge den første time på at finde hinanden. En sådan plan har vist sig at forøge vores daglige produktivitet med mindst 30 procent.
- Laserscanner med 3 mm præcision
- Drone med 4K-kamera og RTK-modul
- Reservebatterier til alle enheder
- Trykte tilladelsesdokumenter i vandtæt mappe
- Førstehjælpskasse og ekstra vand
At formidle resultater til forskelligartede målgrupper
Vi tilpasser altid formidlingen til den gruppe, der skal have den. En videnskabelig rapport kræver detaljerede kildehenvisninger og diskussion af metode, mens en udstillingstekst skal være kort og visuel. Vi udarbejder derfor to versioner fra starten: en fuld rapport og en kortere tekst på højst 150 ord til skilte eller hjemmesider. På den måde omgår vi at skulle forkorte senere og risikere miste vigtige nuancer. I et projekt om en 1700-tals købmandsgård skrev vi en 18-siders rapport med 47 kildehenvisninger og en 142-ords skiltetekst, der stadig berørte de tre vigtigste årstal og handelsvarer.
Vi anvender også forskellige medier alt efter målgruppen. En podcast kan nå lyttere, der ikke besøger museer, mens en virtuel rundtur kan fremvise steder, der er spærret for offentligheden. Vi planlægger derfor både lyd, billeder og tekst, så samme historie kan formidles på flere måder. Hver version bevarer de samme kernefakta, men vægten lægges forskelligt alt efter formatet. I et projekt på Ærø lavede vi en 22-minutters podcast med tre stemmer og en 360-graders video, der viste kælderen, som ellers kun er adgang to gange om året; begge versioner benyttede de samme tre citater fra toldregnskabet, men podcasten lagde vægt på lydmiljøet, mens videoen fokuserede på de fysiske spor.
Vi vurderer derefter, hvordan budskabet bliver opfattet. Vi spørger besøgende eller lyttere, hvad de husker bedst, og om der var dele, de ikke forstod. Disse tilbagemeldinger bruger vi til at ændre både tekst og billedvalg i næste omgang. På den måde vorder formidlingen ikke kun en envejskommunikation, men en løbende dialog med publikum. Efter en udstilling om en strandfoged modtog vi 34 skriftlige kommentarer; syv pointerede, at de ikke fattede begrebet “strandsankning”, så vi tilføjede en simpel tegning i den næste version af skilteteksten.
Anvendelse af digitale arkiver uden at tabe overblikket
Vi benytter digitale arkiver dagligt, fordi de tilbyder adgang til kilder, der i modsat fald ville forudsætte rejser og tilladelser. Sideløbende ved vi, at søgninger kan frembringe tusindvis af resultater, som nemt bliver uoverskuelige. Vi starter derfor med at definere en præcis søgestreng, der rummer både stednavn og tidsrum. En søgning på “Helsingør told 1680-1700” producerer færre, men mere relevante hits end en bred søgning på “told” alene. Vi har konstateret, at en sådan afgrænsning mindsker antallet af resultater fra 12 000 til under 300, hvilket gør det det muligt at gennemgå hver protokol manuelt på en enkelt dag.
Vi lagrer derefter hver relevant kilde med metadata i en fælles mappe, så alle deltagere kan finde den samme fil. Vi anvender et simpelt regneark, hvor vi registrerer filnavn, dato, type og kort beskrivelse. På den måde omgår vi at downloade det samme dokument flere gange, og vi kan hurtigt konstatere, hvilke kilder der mangler. Regnearket virker også som backup, hvis en hjemmeside modificerer adresse eller lukker ned. I et projekt med 87 dokumenter fandt vi, at tre filer havde identiske filnavne, men forskellige datoer; regnearket gjorde det muligt at omdøbe dem, før vi delte mappen med eksterne samarbejdspartnere.
Vi afslutter med at tjekke, om arkivet har API eller bulk-download, fordi det kan spare tid ved større projekter. Nogle arkiver tillader, at vi henter hele serier af protokoller på én gang, mens andre kræver manuel download side for side. Vi beslutter den metode, der egner sig til projektets størrelse, og vi noterer altid, hvilken metode vi har brugt, så andre kan gentage arbejdet. På den måde gøres de digitale ressourcer både effektive og gennemsigtige. Vi har konstateret, at en API-forbindelse til Rigsarkivet formindskede downloadtiden i et projekt med 1200 sider, mens en anden samling kun kunne hentes manuelt, hvilket krævede to ekstra frivillige i en weekend.
At udvælge de rette projekter til feltarbejde
Når vi planlægger feltarbejde, starter vi altid med at afgrænse emnet til en enkelt lokalitet eller et enkelt tidsrum. En klar afgrænsning gør det muligt at måle fremskridt og at samle data, der kan sammenlignes med tidligere undersøgelser. Vi udvælger derfor gerne en gård, en kirke eller en mindre bydel, hvor skriftlige kilder og fysiske spor kan kombineres direkte. På den måde forhindrer vi at sprede ressourcerne for tyndt, og vi kan komme tilbage til samme sted med nye spørgsmål uden at miste sammenhængen. I praksis har vi set, at et projekt på en enkelt gård i Vendsyssel gav os mulighed for at spore ejerskifte over fire generationer, fordi både tingbøger og markskel var intakte. Den samme afgrænsning gjorde det nemt at genanvende dronebilleder fra 2019, da vi vendte tilbage i 2023 med nye spørgsmål om dræningskanaler.
Vi tager også højde for tilgængelighed og bevaringsstatus. En ruin, der er adgang for alle, giver mulighed for genbesøg, mens en privat grund forudsætter tilladelse og nøje planlægning. Vi kontakter derfor altid museer eller kommunale arkiver, før vi forbereder udstyr. Samtidig gennemgår vi, om der foreligger nyere rapporter eller droneoptagelser, som kan minimere tid i marken. Denne planlægning gør, at vi kan bruge feltdagene til observation og måling i stedet for at lede efter adgang eller manglende dokumenter. I et projekt på Møn fremgik det, at en tre år gammel laserscanning allerede havde dokumenteret alle synlige grave, så vi kunne koncentrere os om at måle jordens fugtighed i stedet for at begynde forfra.
Endelig tilpasser vi projektets omfang med den tid, vi har til disposition. Et kort pilotstudie på to weekender kan afsløre, om emnet er bæredygtigt, før vi investerer i længere kampagner. Vi optegner derfor både budget, transport og udstyr i en enkel oversigt, så alle deltagere er klar over, hvad de skal medbringe. På den måde foregår feltarbejdet både fagligt solidt og praktisk realiserbart. Vi har lært, at en oversigt med farvekoder letter at se, hvem der har ansvaret for GPS, målebånd og tilladelser, og at en sådan oversigt reducerer antallet af glemte genstande på selve dagen.
At beskytte fysiske spor
Vi forstår, at fysiske spor som mure, gravhøje og vejforløb er skrøbelige over for både vejr og menneskelig aktivitet. Vi starter derfor med at dokumentere tilstanden, før vi rører ved noget. Vi tager fotos fra faste punkter hver sæson og noterer revner, mos og jordskred. Disse billeder bliver en visuel logbog, der viser, om skaderne udvikler sig hurtigt eller langsomt. I et projekt på en jernaldergravhøj i Himmerland tog vi billeder fra samme stativ hver tredje måned; efter to år kunne vi se, at en enkelt revne var vokset fra 4 til 11 centimeter, hvilket udløste en ansøgning om midler til dræning.
Vi beslutter derefter den mindst indgribende metode til beskyttelse. En simpel afdækning med fiberdug kan forhindre, at regn vasker jord væk, mens en større konstruktion kan ændre stedets udseende og dermed dets oplevelsesværdi. Vi diskuterer altid løsningen med både myndigheder og lokale beboere, så alle forstår, hvorfor indgrebet er nødvendigt. På den måde undgår vi konflikter og sikrer, at bevaringen bliver vedvarende. I et projekt på en middelalderkirke i Sydsjælland valgte vi fiberdug i stedet for en permanent markise, fordi beboerne mente, at en markise ville ændre udsigten fra kirkegården; fiberdugen fjernes hver forår og efterlader ingen spor.
Vi slutter med at planlægge den løbende pleje. En gang om året renser vi mos og fjerner ukrudt, der kan sprænge fuger. Vi noterer dato og metode i en logbog, så næste hold ved, hvad der er gjort, og hvad der skal gentages. Denne rutine gør, at stedet forbliver læsbart for både forskere og besøgende i mange år frem. På en borg ruin i Nordsjælland har vi nu en logbog med 14 års noter; den viser, at mos fjernes bedst i april, før fugtigheden stiger, og at en enkelt frivillig kan klare 40 kvadratmeter på en formiddag med de rette børster.
At etablere et netværk af samarbejdspersoner
Vi forstår, at intet enkeltmenneske kan dække alle sider af et historisk projekt. Vi indleder derfor med at identificere, hvilke kompetencer vi savner, og hvilke aktører der kan bidrage med dem. En arkæolog kan foretage prøvegravninger, mens en konservator kan behandle fund. Vi opsøger derfor både universiteter, museer og frivillige foreninger, der har erfaring med beslægtede opgaver. I et projekt om en 1600-tals købmandsgård havde vi brug for vi en konservator, der kunne bevare læderfragmenter; vi fandt en pensioneret konservator igennem et lokalt museum, og hun bidrog med 18 timers frivilligt arbejde mod at få lov til at bruge fundene i en undervisningssamling.
Vi aftaler derefter præcise roller og ansvarsområder, så alle kender, hvem der træffer beslutninger om budget, metode og formidling https://bruun-richardt.dk/. Vi udarbejder en kort samarbejdsaftale, der beskriver, hvad hver part bidrager med, og hvad de opnår ud af samarbejdet. Aftalen behøver ikke være juridisk tung, men den skaber klarhed og mindsker risikoen for misforståelser undervejs. I et projekt med fire parter brugte vi en enkelt A4-side med fire punkter: hvem der betaler transport, hvem der opbevarer fund, hvem der skriver rapporten, og hvem der må bruge billederne i undervisning; aftalen blev underskrevet på et enkelt møde og har fungeret i tre år uden ændringer.
Vi afholder løbende møder, hvor vi udveksler resultater og tilpasser planer. Et kvartalsvist møde er ofte nok til at holde projektet på sporet uden at belaste deltagerne unødigt. Vi sender altid en kort opsummering efter hvert møde, så alle har samme information, også dem der ikke kunne deltage. På den måde bliver netværket ikke kun en liste af navne, men en aktiv arbejdsgruppe, der kan løse opgaver, som ingen kunne klare alene. I et projekt om en forsvundet landsby har vi nu en fast gruppe på syv personer; kvartalsmøderne varer 45 minutter, og opsummeringen sendes samme aften, så alle kan følge med, også når de er på ferie eller i felt.
At identificere personers funktioner i lokalsamfundet
Vi undersøger altid, hvilke positioner enkeltpersoner spillede, fordi de ofte er centrale for at indse, hvordan beslutninger blev truffet. En præst, en foged eller en købmand disponerede over forskellige netværk og dermed forskellige muligheder for at påvirke udviklingen. Vi indleder med at tegne en simpel figur, hvor vi placerer personen i midten og noterer de relationer, vi kan underbygge, ud fra kilderne. Figuren illustrerer hurtigt, hvem der besad adgang til jord, penge eller politisk indflydelse. I et projekt i Østjylland illustrerede figuren, at præsten var gift med fogedens søster; det forklarede, hvorfor kirken fik ny tagbelægning samme år, som fogeden fik tildelt midler til vejreparation.
Vi bevæger os derefter dybere ved at følge personens bevægelser over tid. Kirkebøger viser fødsler, vielser og begravelser, mens skattelister viser, hvornår en person flyttede eller købte jord. Vi noterer hver begivenhed med dato og kildehenvisning, så vi kan følge en livsbane fra fødsel til død. Denne tidslinje skaber det muligt at konstatere, hvornår en person fik ny status eller blev frataget den igen, og hvilke begivenheder der initierede ændringen. Et eksempel er en smed i Næstved, der i 1742 overtog en lille grund; fem år senere står han som ejer af to gårde, og skattelisten dokumenterer samtidig, at han havde tre svende boende, hvilket indikerer på en hurtig økonomisk opstigning.
Vi afslutter med at holde op mod flere personers livsforløb inden for samme landsby eller sogn. På den måde kan vi opdage mønstre, som den enkelte kilde ikke fremviser alene. En bonde, der modtager jord, kan have haft andre muligheder end en håndværker, der betaler leje for hus. Ved at placere disse liv side om side får vi et mere nuanceret billede af lokalsamfundets sociale lag og af de veje, der stod åbne eller afspærrede. I et projekt i Thy kunne vi demonstrere, at tre håndværkere, der alle boede til leje i hus i 1780, tyve år senere anskaffede hver sin grund, mens to bønder, der overtog større gårde, stadig boede på samme matrikel; mønsteret indikerede på, at håndværk gav større geografisk mobilitet end jordarv i netop den periode.
Registrering af fund med standardiserede metoder
Vi har indført en standardiseret dokumentationsrutine, der tillader at sammenligne fund fra adskillige projekter. Hver genstand får et specielt ID, der omfatter stedkode, årstal og løbenummer. ID’et noteres både på en etiket og i en elektronisk database, så ingen oplysninger tabes. I et projekt på Falster registrerede vi 312 skår på fire dage; fordi hvert skår besad et entydigt nummer, var det muligt at senere koble fragmenter, der matchede, selvom de befandt sig flere meter fra hinanden.
Vi dokumenterer altid genstanden fra fire vinkler med en farveskala og en målestok i billedet. Billederne lagres i en mappe, der er navngivet efter ID’et, så det er enkelt at opsøge dem igen. Samtidig fylder vi ud en registreringsformular med oplysninger om materiale, farve, form og eventuelle stempler. Formularen er bygget som en række faste felter, så alle deltagere indfører de samme typer data. På den måde kan vi senere gennemføre statistiske analyser uden at være nødt til at gætte på, hvad en kollega tænkte med “brunlig” eller “stort set helt”.
Vi slutter med at ajourføre en fælles GIS-database, hvor hvert fund får en eksakt koordinat. Databasen gør det muligt at se, om visse typer genstande koncentrerer sig i særlige områder af udgravningen. I et projekt i Himmerland demonstrerede kortet, at alle importerede keramikskår befandt sig inden for ti meter af en gammel vej; det pegede på, at vejen var en levende handelsrute i 1300-tallet. En sådan spatial analyse havde været umulig uden den systematiske dokumentation.
- Find genstanden og giv ID
- Fotografer fra fire vinkler med målestok
- Udfyld registreringsformular
- Indtast koordinater i GIS
- Opbevar både fysiske og digitale filer

